Øjenåbner.

Her i de sidste par dage har jeg tænkt. Tænkt over mig selv og andre, tænker jeg på mig selv som et bedre menneske end de andre, og hvorfor, føler jeg mig i min ret til at ignorere, folk jeg ikke klikker med. Det også om hvor overfladisk andre må se mig som, for hvad ser man egentlig når man kigger på mig, en høj, bumset pige med skinnende hud, der efterligner andre? Eller mener de at se noget mere, noget jeg ikke har indset, noget jeg ikke ved noget om. Er folk sammen med mig fordi de føler sig forpligtede, evt pga at vi har været venner i årevis, er de trætte af mig, men kan ikke sige det til mig? Jeg ved ikke hvordan de andre ser mig, men jeg ved hvordan jeg ser mig selv, hvad jeg tænker og føler, hvem jeg hader og hvem jeg elsker, hvem jeg ikke kan klare, og hvem jeg helst vil være sammen med hele tiden. Men hvem er jeg, hvad er jeg og hvad vil jeg? Da jeg var lille troede jeg alle omkring mig var roboter, og jeg var det eneste menneske i hele verden, det troede jeg fordi at jeg ikke ved hvad nogen andre tænker eller føler. Men hvem er jeg; Jeg er høj, tretten, kristen, lige døbt, skal snart konfirmeres, jeg er dedikeret, omsorgsfuld og fordomsfri, bilder jeg mig ind, men hvordan kan det så være at bare på grund af at nogen taler lidt anderledes end mig, ser andeledes ud, er tykkere eller tyndere end mig, at jeg lige så snart jeg ser dem tænker, dem vil jeg ikke lære at kende..? Hvad er det der gør at jeg mener at kende nogen jeg har gået i klasse med i år, nogen der er gået ud, flyttet til nabo skolen, hvorfor var det lige at vi ikke er venner mere, hvorfor er det at vi, når vi mødes, nærmest går over på den anden side af vejen for at holde sig væk? Og dem der går i klassen, tror jeg at jeg kender dem som de tror de kender mig? Tror jeg at jeg kender mig, eller ved noget om nogen eller noget. En anden teori jeg havde der i børnehaven, var at jorden var et stort dukkehus for nogle kæmper der legede med os, de flyttede os og skabte os. Men tror jeg at jeg er overfladisk? Nej, men jeg tror at jeg tit virker sådan, at jeg går vildt op i mit udseende, men jeg går op i mode og kultur/religion, jeg syntes faktisk at mode er noget af det mindst overfladiske, jeg mener at det afspejler sjælen, men det kan snyde, vis man  nu følger en stil fordi andre gør det samme, de har ikke råd til tøj eller tør ikke vise deres sande jeg, en fejl der kan ødelægge deres liv. Man skal altid kunne vise sit jeg man skal kende sig selv, inden man kan begynde at kende andre. Tak for nu skriver senere :)